Jordbærgrød – efterårets sommerstrejf

IMG_0510.JPG

Min mor er verdensmester i jordbærgrød. Hun får den altid den helt rette konsistens og så er den blank og klar og der er altid enkelte hele og lækre bær efter kogningen.

Min mor blev jo også mormor (da jeg blev mor) og jeg mistænker at det er den opgradering der er årsag til hendes “mad-skills”.

Jeg spørger min mor hver gang jeg skal lave grød og med hende i røret bliver den altid lidt bedre.

Derfor tænkte jeg at I skulle have en lille note med hendes bedste tips og tricks. Måske kender I dem alle i forvejen – måske ikke, men her kommer de:

Mormors tips til perfekt jordbærgrød: 

1: Lad aldrig grøden koge voldsomt, den skal simre – ellers kan bærrene meget let koge ud.

2: Jævn altid med kartoffelmel blandet op i vand, sørg for at røre det godt igennem inden det kommes i grøden. HUSK!!!! Grøden skal altid af varmen inden den jævnes ellers bliver den “lang” dvs. Den trækker tråde og ikke er til at få til at slippe ske eller skål.

3: Brug gerne godt med sukker og vaniljepulver fremfor stænger.

4: Når grøden er færdig og hældt i skåle, drys den da med sukker så trækker den ikke skind.

Mangler du en opskrift? Så kommer min mors her. Den er lidt vurderet på slump – så meld tilbage hvis du slet ikke kan få det til at gå ;)

Mormors opskrift på jordbærgrød:

Ingredienser:

1 kg jordbær – opskriften er med frosne

5 dl vand (vil du have en tyk grød nøjes da med 3 dl)

150 gr sukker (eller en kop)

1spsk vanillepulver

Jævning;

2spsk kartoffelmel

1dl vand

Sådan her gør du:

Alt til grøden puttes i en gryde og koges ved lav varme (hvis du vil have hele bær, ellers bare fuld smadder) i ca. 10 min.

Når grøden er kogt – jævnes den, rør godt i både jævning og grød, når du synes konsistensen er lige ved og næsten det du vil have, så er den færdig for grøden tykkes yderligere når den er afkølet.

Server med fløde og strøsukker<3

Mmm, den lækre grød, med dejlig blød og cremet fløde, Eva og jeg er bestemt fans og der er genvalg af mormor næste gang der skal koges grød, MUMS!

Mmm, den lækre grød, med dejlig blød og cremet fløde, Eva og jeg er bestemt fans og der er genvalg af mormor næste gang der skal koges grød, MUMS!

Skriv et svar

En hyggelig blog om mine mormor interesser

I Mormors gemmer