Hygge sokker – til dejlige varme tåbasser!

Lillemormors bedste strømper

Den egentlige grund til at jeg overhovedet startede med at strikke var fordi det gik op for mig at jeg havde for lidt sokker. Min mormor havde i mange år været storleverandør indenfor alt i strik i vores familie, men grundet alder, smertende ryg og rystende hænder var produktions niveauet sat ned til et minimum. Derfor satte min mor og mig os for at lære det så vi kunne strikke vores egne sokker. Med en hel del tid, tålmodighed og også hjælp fra mormor, endte det til sidst med at vi hver havde et par sokker. Mine første sokker var lyserøde med masser af lilla, i Ragg garn! Jeg syntes de var et mesterværk, lige indtil jeg ville bruge dem, for det viste sig at klumpen (læs:mig) havde lavet den første pind udelukkende i retstrik og ikke i rib som der jo egentlig stod, hvilket gjorde sokkerne overordentlig svære at få på da de jo på ingen måder ville give sig – suk! Så lærte jeg det til næste gang og næste gang igen. Siden da er det blevet til rigtig mange strømper og i varierende tykkelser og størrelser.

Men den opskrift jeg har brugt mest, er en jeg selv har rettet lidt til så den passer til mig og mit “ambitions”  niveau, for den oprindelige opskrift havde en besværlig tå, så jeg fandt på min egen, og jeg vil her give min opskrift videre, og den er jo som alle opskrifter ikke den eneste måde at gøre det på, og blot en rette snor, men den er nem og jeg synes den er til at finde ud af. Den oprindelige opskrift er fra hjertegarn, og kan købes i deres butikker hvis I skulle være interesserede i den mærkelige tå ;)

Jeg er igang med et par strømper mere og jeg vil se om ikke jeg kan få lagt billeder ind i opskriften efterhånden som jeg selv når igennem dette par, for det var jeg jo ikke listig nok til at tænke på før jeg var færdig med det par I ser her.

Lille mormor strømper

Str: 25/26 (27/28) 30/31 (32/33) 35/36 (38/39) 40/41 (42/43)
Garn- der anbefales Ragg-strømpegarn, men jeg har også haft held af at bruge Natur uld og fået lidt større og noget tykkere strømper, super lækre!!!
Pinde: Strømpe pind nr:4,5-5
Strikkefasthed: 8½ m = 5 cm.
Forkortelser: m=maske, p=pind, r=ret, v=vrang, arb. = arbejdet, sm=sammen, beg=begyndelsen, slutn=slutningen, indt.=indtagning, omg =omgangen, dr= drejet
Slå 28 (28) 32 (32) 36 (36) 40 (40) m op med 2 pinde. Fordel m på 4 p og strik 6 (6) 7 (7) 8 (8) 9 (9) cm rib 2 r 2 vr. Fortsæt i glatstrik med 7 (7) 8 (8) 9 (9) 10 (10) m på hver p til arb måler 12 (13) 14 (15) 16 (16) 17 (17) cm.
Hæl:
Sæt 1 og 4 p’s m over på en p = 14 (14) 16 (16) 18 (18) 20 (20) m. Strik glat, frem og tilbage – 5 (5½) 6 (6½) 7 (7½) 8 (8½) – slut med 1 vr. p.
Runding af hæl: 
Strik r til de sidste 6 (6) 7 (7) 8 (8) 9 (9) m – 2 dr r sammen, 1 r. vend, 1 vr løs af, strik vr til de sidste 6 (6) 7 (7) 8 (8) 9 (9) – 2 vr sm., 1 vr. Vend. 1 r løs af, strik r til de sidste 4 (4) 5 (5) 6 (6) 7 (7) m (= til 1 m før sidste vending – altså “hullet”) – 2 dr r sm, 1 r . Vend, 1 vr løs af, – strik vr til de sidste 4 (4) 5 (5) 6 (6) 7 (7) – 2 vr sm. 1 vr. Vend og fortsæt på denne måde til alle m er på p.  = 8 (8) 10 (10) 10 (10) 12 (12) m. strik 1 p r. Strik m. op langs hælen således 10 (11) 12 (12) 13 (14) 15 (16) m langs hælens ene side,strik 2-3 p’s 7 (7) 8 (8) 9 (9) 10 (10) m, og tag 10 (11) 12 (12) 13 (14) 15 (16) m langs hælens anden side.
(Det kan være lidt svært at få det her til at se lige og pænt ud på hælen, så det er her, hvor det kan være godt at tage sig lidt ekstra tid og sikre de masker man tager op sidder ok lige. For det er så ærgerligt at strikke videre og opdage det er vind og skæv, så brug lidt ekstra tid på det her.)
Fordel m således på de 4 p.
1. p: 14 (15) 17 (17) 18 (19) 21 (22) m
2. p: 7 (7) 8 (8) 9 (9) 10 (10) m
3. p: 7 (7) 8 (8) 9 (9) 10 (10) m
4. p: 14 (15) 17 (17) 18 (19) 21 (22) m
Nu skal du til at strikke kilen, dvs. det skrå stykke ned over foden på vej ud mod tåen.
Kilen: 
1.p: strik r til de sidste 2 m, – 2 m r sammen
2.-3.p: glat strik
4. p: 2 dr r sammen – strik p. ud.
Gentag disse indtag på hver 2 omg. til der igen er 7 (7) 8 (8) 9 (9) 10 (10) m på hver pind. Fortsæt i glatstrik til foden måler 8½ (9½) 10½ (11) 12 (13½) 15 (17) cm – efter hælen, hvor maskerne er strikket på på siden af hælen.
Tåen:
1. p.: strik r til de sidste 3 m, – 2 r sm, 1 r.
2.p.: 1 r løs af, 1 r, træk den løse maske over – strik r pinden ud
3.p.: som 1.p.
4.p.: som 2.p.
Gentag disse på hver 2 omg til der er 3 m på hver pind. Herefter klipper du snoren så du har 15 cm, og trækker denne igennem samtlige masker og vender vrangen ud og lukker af.  
  1. Mette

    Tusind tak for tippet – den opskrift må jeg helt klart prøve :) Kh, Mette

    marts 9th, 2013 // Reply
    • Lille mormor

      Det var sandelig så lidt :) Det er nemlig en rimelig nem opskrift, jeg elsker i hvert fald at strikke efter den for det er sådan en rigtig afslapnings sok at arbejde på :)

      marts 11th, 2013 // Reply
  2. Ann-Berit Jespersen.

    Mange mange tak for opskriften.. Jeg har altid strikket strømper, men har haft en pause på et par år, og kunne ikke finde opskriften.. SÅ fandt jeg den hos dig.. Tusind tak.. Hilsen Berit. :-) :-) :-)

    september 17th, 2014 // Reply
    • Lille mormor

      Godt du kan lide den! Selve tåen er lidt en lille tweek jeg selv har lavet fordi jeg ikke kunne finde ud af den måde den rigtig skulle være ;) Men jeg elsker også selv den her opskrift! Godt du kunne bruge den :)

      september 17th, 2014 // Reply
  3. Jette Jorgensen

    Tak for en opskrift som jeg kunne forstå. Har nu lavet mange par strømper og er godt tilfreds med dem. Har givet dem alle væk som gaver og har fået gode tilbage meldinger. Dejligt. Jeg bor i Syd Australien hvor vi jo er ved vinteren. Har brugt acryl /alpaca garn. KH Jette

    maj 2nd, 2015 // Reply
    • Lille mormor

      Ej hvor er det fedt Jette! Og cool at Lillemormor er nået helt Down Under :) Fedt at du får gode tilbagemeldinger, det er også en god og nem opskrift, og spændende garnvalg, det kunne være jeg skulle prøve det :)

      maj 2nd, 2015 // Reply
  4. Sonja

    Dejlig side du her har,tak for kik,hilsen sonja hjemmeside: http://www.muttis-strikkehule.dk ( jeg vil forsøge at lægge et link til din side,håber der er iorden)

    august 3rd, 2015 // Reply
    • Lille mormor

      Arh men for hunde da Sonja, jeg kan se at det svar jeg gav på min mobil ikke er blevet gemt! Altså – beklager. Jeg vil sige dig tak for dine pæne ord, og læg endelig et link til min side, det ville jeg være vildt glad for ;)

      oktober 2nd, 2015 // Reply

Skriv et svar

En hyggelig blog om mine mormor interesser

I Mormors gemmer