Den fineste og sødeste hanemand!

Hvis der er nogen af jer der har læst med længe, så ved I at jeg sidste år havde en rigtig fin hanekylling, som var sød og mild – nærmest grænsende til kælen.

Han kom ud at bo ude ved min kollega som er en ligeså stor dyreven som jeg selv, ja hvis ikke større faktisk.

Han går og passer på en lille hønemor med kyllinger, og kigger med længsel ind til den dejlige store hønseflok min kollega har i et stort bur ved siden af, men de har hanemænd nok og Emil har en enkelt gang gjort forsøget på at komme derind. Det resulterede i en gevaldig slåskamp, som jeg nu tror Emil ville have vundet, men det ville være synd for den fine gamle dværghane der går derinde.

Emil går faktisk frit rundt inde i hønsestalden og han elsker at sidde på det gamle hegn der er fra tidligere bokse, der går han frem og tilbage som en anden papegøje. Han er så skøn og sød, og jeg kunne klappe, kæle og kramme alt det jeg ville uden at han hidsede sig op. Min kollega har også nogle søde børn, som sørger for at holde ham tam ved at håndtere ham og klappe ham med jævne mellemrum.

Sidst men ikke mindst – så er han blevet rigtig smuk!

Se ham lige hva’?:) :

Se lige hvor fin han er, jeg ved godt jeg nok er lidt alene med at være vild med hønseansigter, men jeg synes Emil er så fin. Særligt er jeg vild med at han ligner at han har buskede øjenbryn. Min mand er vild med hans kam, og Emil fandt sig villigt i at den blev gramset på :)

Mens jeg sidder og skriver det her spørger min mand om jeg savner Emil. Og det gør jeg da helt sikkert! Han er så sød og mild, og jeg ville gerne at han boede i min hønsegård – men for nabofredens og for husfredens skyld, så tror jeg ikke det kunne have været anderledes. Han kunne ikke få et bedre sted at bo end han gør. Det har jeg det rigtig godt med.